Tenerifes geografi
Et kæmpe bjerg på en alt for lille ø. Den enorme vulkan Teide fylder godt i landskabet. I skyfrit vejr ses den fra alle vinkler. Men der er mere end den. Tenerife har alle mulige landskaber. Tropiske dale og tempererede områder med duftende fyrretræer og dampende skove. Om foråret kan man stå på ski, plukke appelsiner og bade i havet samme dag.
Hvor ligger Tenerife?
De Kanariske Øer består af syv beboede øer: Gran Canaria, Fuerteventura og Lanzarote i øst og Tenerife, Gomera, La Palma og Hierro i vest. Deres samlede landareal er 7447 km2 – som Sjælland.
De tilhører den makaronesiske øgruppe, der omfatter Azoerne, Cape Verde og Madeira, der alle er dannet af vulkansk aktivitet. I udstrækning måler øgruppen 500 km fra øst til vest og 200 km fra syd til nord. Den korteste afstand til Sahara er 115 km. På de fleste øer møder man vulkaner (eller rester af dem) og fantastiske landskaber, som er skabt af vind og vejr. Mest karakteristisk er de mange barrancos, dybe slugter i klipperne. De ses tydeligst på Gran Canaria, hvor de strækker sig fra midten og ud til kysten som eger i et hjul. Barrancoer er formet af vandmassernes erosion. 43 pct. af Gran Canarias landområde – eller over 66.000 hektar – er beskyttet af myndighederne, enten ved fredninger eller andre begrænsninger.
Øernes vulkanske oprindelse ses overalt med vulkankratere og gudsforladte lavalandskaber. I geologisk forstand er øerne de ret unge. Gran Canaria menes at være poppet op for ca. 15 mio. år gammel, mens Lanzarote og Fuerteventura er ca. 20 mio år gamle og dermed de ældste i øgruppen. Øerne er sprøjtet op ad jordens indre, og det fortsætter. Man har allerede navngivet den næste ø, der vil opstå, Las Hijas, men rejsebureauerne må have lidt tålmodighed, den dukker først op om to mio. år.
Der er to teorier om, hvordan øerne er opstået. Den ene er, at øerne bliver skubbet op af havet, fordi den afrikanske kontinentalplade trækker sig væk fra den sydamerikanske. Den støder mod Afrikas kyst, hvorefter havbunden nærmest bliver skubbet op som en harmonika. Og toppen af harmonikaen er altså De Kanariske Øer. De mange vulkaner skyldes, at det nye landskab har en skrøbelig jordskorpe, så jordens brændende indre har kunnet rulle frem. Den anden teori bygger også på, at kontinentalpladen rykker mod Afrika. Sådan en plade har varierende tykkelse. 3000 km nede i undergrunden er der et punkt, som er ekstremt varmt – et såkaldt hot spot. Når tynde steder på kontinentalpladen passerer over det, trænger den flydende bjergart, basalt, op. Når den størkner lægger den sig enten som lava eller som en finkornet, sort sandtæppe. Hvor der ikke har været vulkanudbrud i en lang periode, ligger kun basalten tilbage som et tykt, mørkt tæppe. Disse undersøiske vulkaner er eksploderet og vokset utallige gange, indtil de til sidst er nået op over havoverfladen og har dannet en ø. Det passer med, at øerne er dannet efter hinanden med millioner af års mellemrum. Og derfor kan man regne ud, at der må komme en ny ø vest for Hierro, ligesom man så må formode, at Fuerteventura en dag braser ind i Afrika.
I 1997 opdagede man flere vulkaner på havets bund, bla. en 500 m høj vulkan på 2225 meters dybde midt mellem Gran Canaria og Tenerife - kaldet Vulcano de Medi. Opdagelsen gav anledning til nye spekulationer om, at De Kanariske Øer måske slet ikke hænger sammen, men er geologisk selvstændige. At øerne ligger på hver deres plade, så hvis man fx trak i Hierro mod vest, ville de andre øer ikke følge med ud i Atlanterhavet. Det kunne bekræfte hot spot-teorien og aflive teorien om, at øerne var foldet op af havet ved et sammenstød. De mange vulkaner på havets bund kan også være forklaringen på de mærkelige vandhvirvler, som ofte opstår ved kysterne og gør sejlads besværlig, og som man troede skyldtes vind og strøm. Det sidste vulkanudbrud på Tenerife fandt sted i 1909 på Chinyero. Derudover har der været nylige udbrud på La Palma, Nambroque i 1949 og Teneguia i 1971. Det sidste jordskælv fandt sted i oktober 2003 på Gran Canaria med et skælv, der svarer til 3 på Richterskalaen. Øerne ligger ved meget dybt vand, hvilket giver de mange stærke strømme. Der er havdybder på op til 3 km.
De tilhører den makaronesiske øgruppe, der omfatter Azoerne, Cape Verde og Madeira, der alle er dannet af vulkansk aktivitet. I udstrækning måler øgruppen 500 km fra øst til vest og 200 km fra syd til nord. Den korteste afstand til Sahara er 115 km. På de fleste øer møder man vulkaner (eller rester af dem) og fantastiske landskaber, som er skabt af vind og vejr. Mest karakteristisk er de mange barrancos, dybe slugter i klipperne. De ses tydeligst på Gran Canaria, hvor de strækker sig fra midten og ud til kysten som eger i et hjul. Barrancoer er formet af vandmassernes erosion. 43 pct. af Gran Canarias landområde – eller over 66.000 hektar – er beskyttet af myndighederne, enten ved fredninger eller andre begrænsninger.
Øernes vulkanske oprindelse ses overalt med vulkankratere og gudsforladte lavalandskaber. I geologisk forstand er øerne de ret unge. Gran Canaria menes at være poppet op for ca. 15 mio. år gammel, mens Lanzarote og Fuerteventura er ca. 20 mio år gamle og dermed de ældste i øgruppen. Øerne er sprøjtet op ad jordens indre, og det fortsætter. Man har allerede navngivet den næste ø, der vil opstå, Las Hijas, men rejsebureauerne må have lidt tålmodighed, den dukker først op om to mio. år.
Der er to teorier om, hvordan øerne er opstået. Den ene er, at øerne bliver skubbet op af havet, fordi den afrikanske kontinentalplade trækker sig væk fra den sydamerikanske. Den støder mod Afrikas kyst, hvorefter havbunden nærmest bliver skubbet op som en harmonika. Og toppen af harmonikaen er altså De Kanariske Øer. De mange vulkaner skyldes, at det nye landskab har en skrøbelig jordskorpe, så jordens brændende indre har kunnet rulle frem. Den anden teori bygger også på, at kontinentalpladen rykker mod Afrika. Sådan en plade har varierende tykkelse. 3000 km nede i undergrunden er der et punkt, som er ekstremt varmt – et såkaldt hot spot. Når tynde steder på kontinentalpladen passerer over det, trænger den flydende bjergart, basalt, op. Når den størkner lægger den sig enten som lava eller som en finkornet, sort sandtæppe. Hvor der ikke har været vulkanudbrud i en lang periode, ligger kun basalten tilbage som et tykt, mørkt tæppe. Disse undersøiske vulkaner er eksploderet og vokset utallige gange, indtil de til sidst er nået op over havoverfladen og har dannet en ø. Det passer med, at øerne er dannet efter hinanden med millioner af års mellemrum. Og derfor kan man regne ud, at der må komme en ny ø vest for Hierro, ligesom man så må formode, at Fuerteventura en dag braser ind i Afrika.
I 1997 opdagede man flere vulkaner på havets bund, bla. en 500 m høj vulkan på 2225 meters dybde midt mellem Gran Canaria og Tenerife - kaldet Vulcano de Medi. Opdagelsen gav anledning til nye spekulationer om, at De Kanariske Øer måske slet ikke hænger sammen, men er geologisk selvstændige. At øerne ligger på hver deres plade, så hvis man fx trak i Hierro mod vest, ville de andre øer ikke følge med ud i Atlanterhavet. Det kunne bekræfte hot spot-teorien og aflive teorien om, at øerne var foldet op af havet ved et sammenstød. De mange vulkaner på havets bund kan også være forklaringen på de mærkelige vandhvirvler, som ofte opstår ved kysterne og gør sejlads besværlig, og som man troede skyldtes vind og strøm. Det sidste vulkanudbrud på Tenerife fandt sted i 1909 på Chinyero. Derudover har der været nylige udbrud på La Palma, Nambroque i 1949 og Teneguia i 1971. Det sidste jordskælv fandt sted i oktober 2003 på Gran Canaria med et skælv, der svarer til 3 på Richterskalaen. Øerne ligger ved meget dybt vand, hvilket giver de mange stærke strømme. Der er havdybder på op til 3 km.
Klima på Tenerife
Klima
Øerne med evigt forår, kalder man dem. Det er også rigtigt, at man næsten altid kan finde forårsvejr på De Kanariske Øer, men man kan nærmest finde hvilket som helst vejr, især om vinteren. En enkelt dag i december kan der være isnende koldt med dyb sne i bjergene, mens der er køligt i fyrreskovene, behageligt varmt ved strandene og virkelig hedt i ørkenen.
Det er næsten altid T-shirt varmt ved juletid, men der kan komme kulde krybende ind fra havet. Øerne ligger i en subtropisk zone, på linje med Florida i USA og New Delhi i Indien. Når det aldrig bliver ulideligt varmt, skyldes det passatvindene, der kommer strygende fra nordøst i ganske lav højde og fejer fugtigt ubehag af øerne. De er blæst hen over havet og har masser af kølighed i sig. Der kommer også varm og tør vind fra nordvest, men i meget højere luftlag, så der nærmest bliver en barriere mellem luftlagene. Den kølige luft kan ikke stige lodret op og danne cumulus skyer, altså dem der kunne have givet noget regn. Derimod bliver der dannet skyer, når vindene presser sig op ad bjerge i nord og skaber skytæpper.
Vidste du, at Tenerife har 3000 solskinstimer årligt. Og da vi er tæt på ækvator, er dagens længde næsten ens. Den korteste dag er på ti timer, og den længste er 14.
Gennemsnitstemperaturen ligger på 19 grader om vinteren og 24 grader om sommeren. Kun få dage om året kommer temperaturen ned under 15 grader om dagen, da vil man se kanarierne skutte sig i kæmpe uldtrøjer. Regnmængden afhænger af, hvilken side af bjergene man er på. På nordsiden kan det være op til 750 mm, mens det på den anden side kun er 250 mm. Øerne får det meste af regnen i vintermånederne.
Calima er navnet på en støvsky, der hærger et par gange om året – oftest om vinteren. Den kommer fra Sahara, mættet med sand og støv, som er ret irriterende og finder vej til hver en sprække, også de menneskelige. Og det knaser i tænderne. Det er desuden til stor gene for folk med åndedrætsproblemer. Sigtbarheden går visse steder ned til 0. Stormen kan brede sig til 5 kilometers højde og lægge sig som et tæppe over Atlanten, ofte helt til Caribien. I nogle tilfælde må flytrafik indstilles.
Øerne med evigt forår, kalder man dem. Det er også rigtigt, at man næsten altid kan finde forårsvejr på De Kanariske Øer, men man kan nærmest finde hvilket som helst vejr, især om vinteren. En enkelt dag i december kan der være isnende koldt med dyb sne i bjergene, mens der er køligt i fyrreskovene, behageligt varmt ved strandene og virkelig hedt i ørkenen.
Det er næsten altid T-shirt varmt ved juletid, men der kan komme kulde krybende ind fra havet. Øerne ligger i en subtropisk zone, på linje med Florida i USA og New Delhi i Indien. Når det aldrig bliver ulideligt varmt, skyldes det passatvindene, der kommer strygende fra nordøst i ganske lav højde og fejer fugtigt ubehag af øerne. De er blæst hen over havet og har masser af kølighed i sig. Der kommer også varm og tør vind fra nordvest, men i meget højere luftlag, så der nærmest bliver en barriere mellem luftlagene. Den kølige luft kan ikke stige lodret op og danne cumulus skyer, altså dem der kunne have givet noget regn. Derimod bliver der dannet skyer, når vindene presser sig op ad bjerge i nord og skaber skytæpper.
Vidste du, at Tenerife har 3000 solskinstimer årligt. Og da vi er tæt på ækvator, er dagens længde næsten ens. Den korteste dag er på ti timer, og den længste er 14.
Gennemsnitstemperaturen ligger på 19 grader om vinteren og 24 grader om sommeren. Kun få dage om året kommer temperaturen ned under 15 grader om dagen, da vil man se kanarierne skutte sig i kæmpe uldtrøjer. Regnmængden afhænger af, hvilken side af bjergene man er på. På nordsiden kan det være op til 750 mm, mens det på den anden side kun er 250 mm. Øerne får det meste af regnen i vintermånederne.
Calima er navnet på en støvsky, der hærger et par gange om året – oftest om vinteren. Den kommer fra Sahara, mættet med sand og støv, som er ret irriterende og finder vej til hver en sprække, også de menneskelige. Og det knaser i tænderne. Det er desuden til stor gene for folk med åndedrætsproblemer. Sigtbarheden går visse steder ned til 0. Stormen kan brede sig til 5 kilometers højde og lægge sig som et tæppe over Atlanten, ofte helt til Caribien. I nogle tilfælde må flytrafik indstilles.