Puerto de la Cruz og Orotava
Puerto de la Cruz er den afslappede turistby
Puerto de la Cruz har været ferieby længe før charterturismen, for også i gamle dage opfyldte den turistens behov for ikke bare sol og strand, men også autentiske oplevelser. Og den gamle by La Orotava oser af kolonitid i frodige grønne omgivelser.
Beklager rodet, vi er ved at opdatere.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det kan være lidt koldere og regne lidt mere omkring Puerto de la Cruz end sydpå. Og der er kun få rigtig gode strande. Alligevel er området populært blandt turister og har været det i mange år. Årsaqen er den ægte kanariske stemning. Selv i feriebyen Puerto de la Cruz er der blandt de høje hoteller også historiske bygninger og smukke pladser. Inden turismen tog fart, var Puerto de la Cruz blot den lille, døsige havneby for smukke La Orotava, få minutter inde i landet. Men da turismen blomstrede, voksede den lille flække. Det begyndte med det enorme, nu lukkede Grand Hotel Taoro, hvor velhavende briter nød vinteren. Siden kom charterturisterne, og nu nyder man mere øl end te. Hoteller, apartamentos og restauranter er skudt op. Men man har bevaret det som et lidt finere feriested for dem, der vil mere end at ligge ved en pool. Puerto de la Cruz har 45.000 indbyggere, omgivet af smukke huse, hvoraf mange er opført af datidens storkøbmænd, og i den gamle bydel er det meste fredet, så man kan se for sig, at spanske herrer med store hatte og lange sabler har spankuleret rundt ved siden af fruer med høje frisurer. Op ad bjergskråningerne ligger store hoteller med udsigt til havet i et frodigt væld af træer og blomster. Nederst slynger strandpromenaden sig som en af de flotteste på De Kanariske Øer, den tur kan man godt tage flere gange.
Beklager rodet, vi er ved at opdatere.
Af Kenneth Bo Jørgensen
Det kan være lidt koldere og regne lidt mere omkring Puerto de la Cruz end sydpå. Og der er kun få rigtig gode strande. Alligevel er området populært blandt turister og har været det i mange år. Årsaqen er den ægte kanariske stemning. Selv i feriebyen Puerto de la Cruz er der blandt de høje hoteller også historiske bygninger og smukke pladser. Inden turismen tog fart, var Puerto de la Cruz blot den lille, døsige havneby for smukke La Orotava, få minutter inde i landet. Men da turismen blomstrede, voksede den lille flække. Det begyndte med det enorme, nu lukkede Grand Hotel Taoro, hvor velhavende briter nød vinteren. Siden kom charterturisterne, og nu nyder man mere øl end te. Hoteller, apartamentos og restauranter er skudt op. Men man har bevaret det som et lidt finere feriested for dem, der vil mere end at ligge ved en pool. Puerto de la Cruz har 45.000 indbyggere, omgivet af smukke huse, hvoraf mange er opført af datidens storkøbmænd, og i den gamle bydel er det meste fredet, så man kan se for sig, at spanske herrer med store hatte og lange sabler har spankuleret rundt ved siden af fruer med høje frisurer. Op ad bjergskråningerne ligger store hoteller med udsigt til havet i et frodigt væld af træer og blomster. Nederst slynger strandpromenaden sig som en af de flotteste på De Kanariske Øer, den tur kan man godt tage flere gange.
Støt den gratis guide, 20 kroner er fint! Du kan bruge: Mobilepay: tlf. 20216673.
Plaza del Charco del Camarones (1). Byens centrale plads får skygge af mægtige indiske laurbærtræer og palmer, importeret fra Cuba. Der er masser af kanariske rytmer på pladsen, eller også sidder man mere stille og skændes over et slag domino eller skak. Pladsen hedder også “Rejepladsen”, fordi man engang fangede rejer i bassinet med den store plante i midten. Her er masser af restauranter og butikker.
Fiskerihavnen. Havnen benyttes stadig af fiskere, der i de tidlige morgentimer trækker deres både op på den lille strand og lander fangsten. Det er her, alle er til midsommerfest, og man vasker sine geder efter gamle guanche-traditioner. Ud til havnen ligger byens ældste bygning, Casa Duana - toldboden - fra 1620. Den er blevet restaureret til udstillinger, men har også butikker med kunsthåndværk, souvenirs og delikatesser. Selv om man ikke skal have noget, så kig alligevel ind i den smukke gård, åbent 10-20.
Plaza de Europa. Her er rådhuset og informationskontoret placeret fæstningsagtigt inde i de gamle mure. Rådhuset har flere malerier af berømte malere som Frederik Leighton og Francisco Bonnin, som man frit kan gå ind og se.
Casa Rahn. Huset ligger på vej mod byen fra fiskerihavnen. Det er resterne af det dominikanske kloster, men er i dag i privat eje.
Arkæologisk Museum (2), åbent ti.-lø. 10-13, 17-21
I samme gade finder man et lille arkæologiske museum, som ikke har helt den systematik og museale tradition, som vi kender, men det er et besøg værd, alene for den kølige bygning.
Fiskerihavnen. Havnen benyttes stadig af fiskere, der i de tidlige morgentimer trækker deres både op på den lille strand og lander fangsten. Det er her, alle er til midsommerfest, og man vasker sine geder efter gamle guanche-traditioner. Ud til havnen ligger byens ældste bygning, Casa Duana - toldboden - fra 1620. Den er blevet restaureret til udstillinger, men har også butikker med kunsthåndværk, souvenirs og delikatesser. Selv om man ikke skal have noget, så kig alligevel ind i den smukke gård, åbent 10-20.
Plaza de Europa. Her er rådhuset og informationskontoret placeret fæstningsagtigt inde i de gamle mure. Rådhuset har flere malerier af berømte malere som Frederik Leighton og Francisco Bonnin, som man frit kan gå ind og se.
Casa Rahn. Huset ligger på vej mod byen fra fiskerihavnen. Det er resterne af det dominikanske kloster, men er i dag i privat eje.
Arkæologisk Museum (2), åbent ti.-lø. 10-13, 17-21
I samme gade finder man et lille arkæologiske museum, som ikke har helt den systematik og museale tradition, som vi kender, men det er et besøg værd, alene for den kølige bygning.
Nuestra Señora de la Peña de Francia (4), Plaza de la Iglesia, åbent 9-17.
Kirken stammer fra byens grundlæggelse - tårnet kom dog først i 1898. Dens bueformede rum er holdt i kanarisk stil. Man kan se en udskåren, barok-altertavle fra 1600-tallet og flere smukke malerier af Lujan Perez. I et sidegemak finder man helgenfigurer i farvelagt træ, som bruges til processionen ved de store religiøse fester. Orglet er fra London, skænket af en af de mange irere, der blev rige på øen. Ved en procession den 16. juli bæres skytshelgeninden Virgen del Carmen ud til havet. Foran kirken er en lille, hyggelig park med palmer, bede og bænke. Statuen forestiller bysbarnet Agustin de Béthencourt (1758-1824), multigeniet, ingeniøren, opfinderen og hærlederen, der blev højrehånd for zar Alexander 1. af Rusland.
Calle de Quintana løber ud til havnefronten, og her dukker der et væld af restauranter og gadehandlende op. Nu er det traditionel turist-gade, men flot dekoreret med palmer, og om aftenen er der lys i gaden - bogstavelig talt.
Kirken stammer fra byens grundlæggelse - tårnet kom dog først i 1898. Dens bueformede rum er holdt i kanarisk stil. Man kan se en udskåren, barok-altertavle fra 1600-tallet og flere smukke malerier af Lujan Perez. I et sidegemak finder man helgenfigurer i farvelagt træ, som bruges til processionen ved de store religiøse fester. Orglet er fra London, skænket af en af de mange irere, der blev rige på øen. Ved en procession den 16. juli bæres skytshelgeninden Virgen del Carmen ud til havet. Foran kirken er en lille, hyggelig park med palmer, bede og bænke. Statuen forestiller bysbarnet Agustin de Béthencourt (1758-1824), multigeniet, ingeniøren, opfinderen og hærlederen, der blev højrehånd for zar Alexander 1. af Rusland.
Calle de Quintana løber ud til havnefronten, og her dukker der et væld af restauranter og gadehandlende op. Nu er det traditionel turist-gade, men flot dekoreret med palmer, og om aftenen er der lys i gaden - bogstavelig talt.
San Telmo-kirken (5). For enden af strøget ligger Puerto la Cruz´ vartegn. Kirken blev opført i 1626 af fiskere og søfolk til ære for Galiciens skytshelgen, San Pedro González Telmo. Den er ødelagt flere gange, senest af en stormflod i 1826 - ofrene ligger begravet under kirkens gulv. Statuen til højre fra alteret er fra 1783 og forestiller Sankt Telmo, der beskyttende holder en fiskerbåd. Kirken blev i 1965 indviet til også at betjene tyske katolikker. Derfor er der moderne tysk kunst, fx det moderne krucifiks bag alteret, tegnet af en tysk arkitekt. Gobelinen over alteret viser øens erobring. Gudstjeneste på tysk søndag kl. 10 og 11.30. Efter kirken begynder Avenida de Colón, som sprudler af liv hen under aften. Der er restauranter i hele dens længde, og ud mod havet står kanarierne i deres små boder og sælger malerier, smykker og træskærerarbejder.
Lago Martiánez (6), Av. de Colón, dgl. 10-17, entré, tlf. 922 385 955.
Af mangel på strande opførte man i 1977 dette anlæg med syv bassiner - tegnet af César Manrique. På solskinsdage nyder folk de uregelmæssigt formede bassiner og abstrakte lavaformationer omgivet af kunstværker og springvand, der gør det til langt mere end et svømmeland. Vandarealet er på 18.000 m2, men hele området er på 33.000 m2 med mange åbne pladser, hvor kunstnere har foldet sig ud. Der er restaurant og snackbarer og en undersøisk natklub. Børnene har deres eget område omkring en stor, rød dragefigur.
Playa Martiánez er byens eneste naturlige strand. Den er ikke noget særlig, men det er her, man samles ved aftenstide for at se, om solen nu også går ned i dag, inden man går til hver sin restaurant. I den stejle skrænt ses store huler, der i sin tid var beboet af guanchere.
La Paz. På dette udsigtspunkt, som betyder “fred”, indgik guancherne og spanierne i sin tid våbenhvile. Herfra har man udsigt over Puerto de la Cruz og havet. La Paz er et populært kvarter for velhavere, og her ligger stadig mange velplejede bungalower og haver.
Lago Martiánez (6), Av. de Colón, dgl. 10-17, entré, tlf. 922 385 955.
Af mangel på strande opførte man i 1977 dette anlæg med syv bassiner - tegnet af César Manrique. På solskinsdage nyder folk de uregelmæssigt formede bassiner og abstrakte lavaformationer omgivet af kunstværker og springvand, der gør det til langt mere end et svømmeland. Vandarealet er på 18.000 m2, men hele området er på 33.000 m2 med mange åbne pladser, hvor kunstnere har foldet sig ud. Der er restaurant og snackbarer og en undersøisk natklub. Børnene har deres eget område omkring en stor, rød dragefigur.
Playa Martiánez er byens eneste naturlige strand. Den er ikke noget særlig, men det er her, man samles ved aftenstide for at se, om solen nu også går ned i dag, inden man går til hver sin restaurant. I den stejle skrænt ses store huler, der i sin tid var beboet af guanchere.
La Paz. På dette udsigtspunkt, som betyder “fred”, indgik guancherne og spanierne i sin tid våbenhvile. Herfra har man udsigt over Puerto de la Cruz og havet. La Paz er et populært kvarter for velhavere, og her ligger stadig mange velplejede bungalower og haver.
San Felipe Fæstningen (8) vidner om byens storhedstid, da pirater lå på lur på herlighederne. Derfor lod kong Felipe IV opføre denne borg, hvorfra man kunne beskyde sørøverskibe. En imponerende kanon fra tiden står på taget, og udsigtstårnene står også endnu. Kig ud, og man ser stort set det, som en spansk erobrer ville have set i 1500-tallet. Fæstningen er et af øens eksempler på ren spansk kolonistil. Det er i dag åbent for særudstillinger, de er til gengæld sædvanligvis af høj kvalitet, men selv om det aktuelle emne ikke skulle interessere, så gå ind alligevel. Få et indblik i toiletforholdene dengang (på 1. sal).
Ved siden af ligger byens store udendørs svømmehal, som er god, hvis man er træt af sort sand. Naboen er byens stadion, og hvis der er kamp en dag, så gå endelig ind og hep med. Eller gå videre og besøg byens fornemme kirkegård. Her ender de fleste kanarier på rette hylde, og især op til 1. november, vil man se pårørende, der pudser og plejer deres gravsted.
Ved siden af ligger byens store udendørs svømmehal, som er god, hvis man er træt af sort sand. Naboen er byens stadion, og hvis der er kamp en dag, så gå endelig ind og hep med. Eller gå videre og besøg byens fornemme kirkegård. Her ender de fleste kanarier på rette hylde, og især op til 1. november, vil man se pårørende, der pudser og plejer deres gravsted.
Playa Jardin
Her klapper man solen ned i Puerto de la Cruz
Playa Jardin (9) ligger i byens østlige udkant. Et stort område forvandlet til en strandpark i mangel af naturlige strande. Hele anlægget er designet af arkitekten Cesar Manriques med små stier, pyntet med flora og skulpturer og springvand, hvor man kan svale sig efter dukkerten. Stranden har tre afdelinger. Afdelingen længst væk fra byen er beskyttet af bølgebrydere ude i havet, så der altid er roligt vand. Det er derfor den mest familievenlige – også med legeplads. Der er flere barer, restauranter og toiletfaciliteter, hvor man kan få vasket al det sorte sand af.
Orkidee haven (11), Calle Sitio Litre, åbent 9.30-18 (vinter til 17), Entre, tlf. 922 38 24 17
Midt i Puerto de la Cruz finder man denne enestående samling af planter, og selvfølgelig ikke mindst orkideer – den største samling på kanarieøerne. Og de har groet her længe, for det er den ældste have på øen. Her finder man også byens største drageblodstræ. Palæet i haven er opført i 1730 og er et af øens ældste. Det hedder oversat fra spansk "Lille Palads", og det skyldes ikke størrelsen, men at en af de mange engelske ejere hed Archibald Little, og ham er det opkaldt efter. Det har haft masser af rige ejere, der ikke bare har holdt af planter, men også af kønne
planter, såsom kunstnere og verdensmænd.
Her har berømte gæster gået rundt på gangene, fx den tyske botaniker og opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt, som var her 23. juni 1799. Senere kom Sir Richard Burton, ikke skuespilleren, men en engelsk eventyrer, der var første europæer, der besøgte den hellige by Mekka, opdagede Tanganyikasøen, og så oversatte han erotiske værker som Kamasutra og Tusind og en Nat. Haven har også haft besøg af ikke Oscar Wilde, men hans far William, og den berømte botaniske kunstner Marianne North, som malede nogle af sine værker inspireret af haven, nu er de udstillet i Botanisk Have i London. Der er kopier af værkerne i haven, så man kan forvisse sig om, at ikke meget har ændret sig de seneste 130 år. I nyere tid er den mest berømte gæst fra 1927, forfatteren Agatha Christie, som boede her sammen med sin datter Rosalyn efter sin skilsmisse. Hun brugte sit ophold til at skrive klassikeren ”The Mysterious Mr. Quinn”. Og et hjørne af haven kaldes derfor - nok så originalt - for Agatha Christies hjørne. Restauranten er åben til frokost. Se galleri over planterne.
Transport: Der er ti minutters gang op ad Camino Sitio Litre, når man starter ved Calle Valois.
Midt i Puerto de la Cruz finder man denne enestående samling af planter, og selvfølgelig ikke mindst orkideer – den største samling på kanarieøerne. Og de har groet her længe, for det er den ældste have på øen. Her finder man også byens største drageblodstræ. Palæet i haven er opført i 1730 og er et af øens ældste. Det hedder oversat fra spansk "Lille Palads", og det skyldes ikke størrelsen, men at en af de mange engelske ejere hed Archibald Little, og ham er det opkaldt efter. Det har haft masser af rige ejere, der ikke bare har holdt af planter, men også af kønne
planter, såsom kunstnere og verdensmænd.
Her har berømte gæster gået rundt på gangene, fx den tyske botaniker og opdagelsesrejsende Alexander von Humboldt, som var her 23. juni 1799. Senere kom Sir Richard Burton, ikke skuespilleren, men en engelsk eventyrer, der var første europæer, der besøgte den hellige by Mekka, opdagede Tanganyikasøen, og så oversatte han erotiske værker som Kamasutra og Tusind og en Nat. Haven har også haft besøg af ikke Oscar Wilde, men hans far William, og den berømte botaniske kunstner Marianne North, som malede nogle af sine værker inspireret af haven, nu er de udstillet i Botanisk Have i London. Der er kopier af værkerne i haven, så man kan forvisse sig om, at ikke meget har ændret sig de seneste 130 år. I nyere tid er den mest berømte gæst fra 1927, forfatteren Agatha Christie, som boede her sammen med sin datter Rosalyn efter sin skilsmisse. Hun brugte sit ophold til at skrive klassikeren ”The Mysterious Mr. Quinn”. Og et hjørne af haven kaldes derfor - nok så originalt - for Agatha Christies hjørne. Restauranten er åben til frokost. Se galleri over planterne.
Transport: Der er ti minutters gang op ad Camino Sitio Litre, når man starter ved Calle Valois.
Praktiske oplysninger
Turistkontor i Puerto de la Cruz
Info: Plaza de Europa, ma.-fr. 9-20, lø.-sø. 9-13, tlf. 922 386 000, www.puertodelacruz.org.
Busser: Fra Calle del Pozo kører 101 Santa Cruz, 343 Playa de las Américas, Icod, 363 Orotava, 391 Los Realejos m.fl.
Indkøb: Markedshallen, El Rastro, har 200 boder ved Avenida de Blas Pérez González. Centeret Piramides de Martianez på Paseo de las Palmeros har alt.
Underholdning: Der er fester, koncerter og opvisninger hver dag. Se især de religiøse fester med sandtæpper på pladserne. Der er opvisning i kanarisk folkedans, musik og brydning ved Hotel Tigaiga, Parque Taoro 28, søndag kl. 11. Så får man det hele på engang. Desuden er der kanarisk folkemusik i Bodega La Cuadra, C. Blanco 11, og El Pescador, C. Puerto Viejo 8. Internationale shows kan opleves i Isla del Lago i Lido Martiánez, der er byens førende natklub; La Cueva er indrettet i en guanchehule ved kysten lidt øst for Puerto de la Cruz. Kasino: Parque Taoro 22, husk pas, tlf. 922 38 05 50. Se også Spisesteder.
Busser: Fra Calle del Pozo kører 101 Santa Cruz, 343 Playa de las Américas, Icod, 363 Orotava, 391 Los Realejos m.fl.
Indkøb: Markedshallen, El Rastro, har 200 boder ved Avenida de Blas Pérez González. Centeret Piramides de Martianez på Paseo de las Palmeros har alt.
Underholdning: Der er fester, koncerter og opvisninger hver dag. Se især de religiøse fester med sandtæpper på pladserne. Der er opvisning i kanarisk folkedans, musik og brydning ved Hotel Tigaiga, Parque Taoro 28, søndag kl. 11. Så får man det hele på engang. Desuden er der kanarisk folkemusik i Bodega La Cuadra, C. Blanco 11, og El Pescador, C. Puerto Viejo 8. Internationale shows kan opleves i Isla del Lago i Lido Martiánez, der er byens førende natklub; La Cueva er indrettet i en guanchehule ved kysten lidt øst for Puerto de la Cruz. Kasino: Parque Taoro 22, husk pas, tlf. 922 38 05 50. Se også Spisesteder.
La Orotava
Det var aristokrater, der slog sig ned her i hjertet af den frodige Orotavadal i sin tid. Og det er næsten, som om de bor her endnu.
Med sine charmerende gamle huse og intime gårdhaver udstråler La Orotava (33.000 indb.) en dejlig ro. Byen blev grundlagt i 1506. Den øverste del af byen har brostensbelagte gader, der emmer af kolonitid. Det var i denne by, man fandt på at dekorere gader og fortove med religiøse motiver i anledning af den religiøse højtid, Corpus Christi. Malerierne bliver skabt af blomsterblade eller sand i alle farver. Foran rådhuset kan man se malerier på 800 m2. Orotavas centrum er Plaza de la Constitución, hvorfra der er udsigt over dalen og de røde hustage. Byens fineste kirke er Iglesia de Nuestra Señora de la Concepción. Tvillingetårnene og den orientalske kuppel gør det let at få øje på den elegante barokkirke. Den er erklæret nationalmonument som et af de bedste barokarbejder på øerne. Et smukt alter af marmor og alabast af kunstneren Gagini hører til klenodierne sammen med en smuk statue af St. Johannes, skabt af Luján Pérez. Over for kirken er det neoklassicistiske rådhus fra 1891. Fortsæt til højre langs med pladsen til Calle de San Francisco for enden af gaden. Her ses Orotavas flotteste palæer.
Casas de los Balcones
Husene med de imponerende balkoner. hedder området, opkaldt efter 12 imponerende huse. De mest kendte er:
Casa de Fonseca, San Francisco 3, åbent ma.-fr. 8.30-18, lø. 8.30-17, sø. 8.30-13. Huset er fra 1632 og berømt for de smukke, udskårne balkoner og den frodige gårdhave. Her er indrettet et center for kanarisk kunsthåndværk. Unge piger sidder og broderer de typiske duge. Der er rift om broderi-lærerne herfra i hele verden. Desuden er her et forskningscenter for spansk og latinamerikansk håndværk. Huset er næsten intakt, teaktræet sveder endnu, og man kan se de originale kanariske træskærerarbejder. På første sal viser Museo Costumbrista, hvordan herskabsfamilier gennem generationer har boet - lige fra de fine stuer til toilettet, hvor man i bogstaveligste forstand kunne sidde og trone.
Casa del Turista, Casa Molina, San Francisco 4, ma.-fr. 9-19, lø. 8.30-17, gratis, 9-18.
Her begyndte traditionen med blomstertæpper tilbage i 1847, da husets adelsfamilie, som havde boet her siden 1590, skabte billeder af religiøse begivenheder med blomsterblade. Det dannede mode, og byens bedre familier begyndte at konkurrere om at lave dem større og flottere, og i dag er det enorme kunstværker ved Corpus Christi-festen i juni. Malerierne har haft så stor betydning for byen, at der er opført en skulptur foran rådhuset til minde om sand- og blomsterkunstnere. I Casa del Turista kan man se, hvordan malerierne bliver til.
Ca. 100 m længere fremme på højre hånd ligger Hospital de la Santisima Trinidad - et tidligere franciskanerkloster, fra hvis terrasse der er udsigt over dalen. I bygningen – efter arkaden - er der en lidt uhyggelig detalje: en svinglem, hvor man afleverede uønskede nyfødte. I dag er det psykiatrisk hospital. Fra den lille plads San Francisco leder Calle Hermano Apolinar ned til Hijuela del Botánico - et blomstermuseum med eksotiske planter. Museet blev oprettet i 1788 af Marquisen af Villanueva del Prado.
Der er stadig møller i byen. Engang stod der 11 møller på Calle de los Molinos, i dag er tre af dem stadig i drift. De var tidligere drevet af vand, der flød ned ad den stejle gade.
Med sine charmerende gamle huse og intime gårdhaver udstråler La Orotava (33.000 indb.) en dejlig ro. Byen blev grundlagt i 1506. Den øverste del af byen har brostensbelagte gader, der emmer af kolonitid. Det var i denne by, man fandt på at dekorere gader og fortove med religiøse motiver i anledning af den religiøse højtid, Corpus Christi. Malerierne bliver skabt af blomsterblade eller sand i alle farver. Foran rådhuset kan man se malerier på 800 m2. Orotavas centrum er Plaza de la Constitución, hvorfra der er udsigt over dalen og de røde hustage. Byens fineste kirke er Iglesia de Nuestra Señora de la Concepción. Tvillingetårnene og den orientalske kuppel gør det let at få øje på den elegante barokkirke. Den er erklæret nationalmonument som et af de bedste barokarbejder på øerne. Et smukt alter af marmor og alabast af kunstneren Gagini hører til klenodierne sammen med en smuk statue af St. Johannes, skabt af Luján Pérez. Over for kirken er det neoklassicistiske rådhus fra 1891. Fortsæt til højre langs med pladsen til Calle de San Francisco for enden af gaden. Her ses Orotavas flotteste palæer.
Casas de los Balcones
Husene med de imponerende balkoner. hedder området, opkaldt efter 12 imponerende huse. De mest kendte er:
Casa de Fonseca, San Francisco 3, åbent ma.-fr. 8.30-18, lø. 8.30-17, sø. 8.30-13. Huset er fra 1632 og berømt for de smukke, udskårne balkoner og den frodige gårdhave. Her er indrettet et center for kanarisk kunsthåndværk. Unge piger sidder og broderer de typiske duge. Der er rift om broderi-lærerne herfra i hele verden. Desuden er her et forskningscenter for spansk og latinamerikansk håndværk. Huset er næsten intakt, teaktræet sveder endnu, og man kan se de originale kanariske træskærerarbejder. På første sal viser Museo Costumbrista, hvordan herskabsfamilier gennem generationer har boet - lige fra de fine stuer til toilettet, hvor man i bogstaveligste forstand kunne sidde og trone.
Casa del Turista, Casa Molina, San Francisco 4, ma.-fr. 9-19, lø. 8.30-17, gratis, 9-18.
Her begyndte traditionen med blomstertæpper tilbage i 1847, da husets adelsfamilie, som havde boet her siden 1590, skabte billeder af religiøse begivenheder med blomsterblade. Det dannede mode, og byens bedre familier begyndte at konkurrere om at lave dem større og flottere, og i dag er det enorme kunstværker ved Corpus Christi-festen i juni. Malerierne har haft så stor betydning for byen, at der er opført en skulptur foran rådhuset til minde om sand- og blomsterkunstnere. I Casa del Turista kan man se, hvordan malerierne bliver til.
Ca. 100 m længere fremme på højre hånd ligger Hospital de la Santisima Trinidad - et tidligere franciskanerkloster, fra hvis terrasse der er udsigt over dalen. I bygningen – efter arkaden - er der en lidt uhyggelig detalje: en svinglem, hvor man afleverede uønskede nyfødte. I dag er det psykiatrisk hospital. Fra den lille plads San Francisco leder Calle Hermano Apolinar ned til Hijuela del Botánico - et blomstermuseum med eksotiske planter. Museet blev oprettet i 1788 af Marquisen af Villanueva del Prado.
Der er stadig møller i byen. Engang stod der 11 møller på Calle de los Molinos, i dag er tre af dem stadig i drift. De var tidligere drevet af vand, der flød ned ad den stejle gade.
Jardín Botánico, Botanisk Have, Calle Retama 2, åbent 9-18, entré. tlf. 922 3835 72
Et kvarters gang fra San Felipe ligger denne tropiske oase på 2,5 hektar med over 4000 eksotiske planter og blomster: gummitræer, orkideer, kaneltræer, kaffetræer, peber og mangotræer. Det var meningen, at planterne skulle vokse i de kongelige slotshaver i Madrid.
Dette sted skulle bare være en have, hvor de kunne akklimatisere, så stiklinger og frø hentet fra Amerika og Asien kunne vænne sig til det lidt køligere klima og vokse sig store og stærke, inden de blev bragt til Spanien. Haven blev anlagt i 1788 af kong Carlos 3. Det blev en stor fiasko. Det hele groede til, men i 1960´erne opdagede man den gemte skat. Siden er det renoveret og er et af byens største trækplastre. Til de mere bizarre vækster hører et 200 år gammelt gummitræ, Cuossapou Deabata, som vokser på et kaotisk fletværk af rødder og danner små huler. Og Palo Borracho (Den Fordrukne Skærv), der svajer som en anden drukkenbolt. Desuden er der papayatræer fra Venezuela, kinabark fra Peru, nelliketræer fra Molukkerne og brødfrugttræer fra Polynesien.
Et kvarters gang fra San Felipe ligger denne tropiske oase på 2,5 hektar med over 4000 eksotiske planter og blomster: gummitræer, orkideer, kaneltræer, kaffetræer, peber og mangotræer. Det var meningen, at planterne skulle vokse i de kongelige slotshaver i Madrid.
Dette sted skulle bare være en have, hvor de kunne akklimatisere, så stiklinger og frø hentet fra Amerika og Asien kunne vænne sig til det lidt køligere klima og vokse sig store og stærke, inden de blev bragt til Spanien. Haven blev anlagt i 1788 af kong Carlos 3. Det blev en stor fiasko. Det hele groede til, men i 1960´erne opdagede man den gemte skat. Siden er det renoveret og er et af byens største trækplastre. Til de mere bizarre vækster hører et 200 år gammelt gummitræ, Cuossapou Deabata, som vokser på et kaotisk fletværk af rødder og danner små huler. Og Palo Borracho (Den Fordrukne Skærv), der svajer som en anden drukkenbolt. Desuden er der papayatræer fra Venezuela, kinabark fra Peru, nelliketræer fra Molukkerne og brødfrugttræer fra Polynesien.
Se også afsnittet om Loro Parque - under udflugter
Øst for Puerto de la Cruz
Motorvejen (autopista) fører kvikt til Santa Cruz, men der er mere at se på gamle hovedvej (C820), der løber parallelt. Vejen er smuk, for træer danner grønne tunneller, og så kan man besøge de mange små byer undervejs. Et udsigtspunkt er Mirador de Humboldt efter Santa Ursula ved La Cuesta de la Villa. Opkaldt efter den tyske videnskabsmand, Alexander von Humboldt, der i 1799 udbrød: “Jeg har i troperne set egne, hvor naturen er mere majestætisk og rigere på former, men jeg har aldrig nogensinde set et natursceneri så afvekslende, så indtagende og så harmonisk i sin fordeling af klipper og bevoksning som her”. Man kan se flere byer end dengang og mange flere bananer, men ellers er udsigten nogenlunde som på Humboldts tid, han må have været let at imponere.
Acentejo Victoria de Acentejo blev grundlagt for at fejre spaniernes sejr over guancherne i
1495. Byens kirke lod spanierne bygge og gav den navnet Nuestra Senora de la Victoria ved siden af et meget højt fyrretræ, som kunne gøre det ud for kirkens tårn, indtil der blev råd til et rigtigt. Det er en af øens smukkeste kirker med et imponerende loft i mudejar-stil. Som modstykke ligger nabobyen La Matanza de Acentejo, der mindes et slag to år før, da guancherne vandt, og det gav tilnavnet Blodbadet. Det bliver mindet med kirken San Antonio, der sidste søndag i maj fejres med en forestilling, der viser slaget.
El Sauzal
Har man brug for et stop med god mad og endnu bedre vin, så prøv Vin- og Restaurant-Museet i det gamle palads, La Baranda, ti.-lø. 11-20. sø. til 18, tlf. 922 57 25 35. Her kan man ikke bare smage forskellige slags vin, men også se hvordan vinen bliver til. En afslappet gåtur til byens kirke og det smukke rådhus fuldender frokosten.
Bajamar
Første halvdel af vejen til feriestedet Bajamar kaldes Valle de Guerra (Krigens Dal) - efter de voldsomme kampe, der fandt sted her mellem guancherne og de spanske erobrere. På begge sider af vejen vokser der tætte bananplantager. Bajamar hører til Tenerifes ældste feriebyer, især besøgt af tyske turister. Her er en mikroskopisk badestrand, men ved havet er der anlagt swimmingpool med havvand. Langs den stejle klippekyst fører en vej til Punta del Hidalgo med klippeformationen Los dos Hermanos (De To Brødre). God til dykning.
Motorvejen (autopista) fører kvikt til Santa Cruz, men der er mere at se på gamle hovedvej (C820), der løber parallelt. Vejen er smuk, for træer danner grønne tunneller, og så kan man besøge de mange små byer undervejs. Et udsigtspunkt er Mirador de Humboldt efter Santa Ursula ved La Cuesta de la Villa. Opkaldt efter den tyske videnskabsmand, Alexander von Humboldt, der i 1799 udbrød: “Jeg har i troperne set egne, hvor naturen er mere majestætisk og rigere på former, men jeg har aldrig nogensinde set et natursceneri så afvekslende, så indtagende og så harmonisk i sin fordeling af klipper og bevoksning som her”. Man kan se flere byer end dengang og mange flere bananer, men ellers er udsigten nogenlunde som på Humboldts tid, han må have været let at imponere.
Acentejo Victoria de Acentejo blev grundlagt for at fejre spaniernes sejr over guancherne i
1495. Byens kirke lod spanierne bygge og gav den navnet Nuestra Senora de la Victoria ved siden af et meget højt fyrretræ, som kunne gøre det ud for kirkens tårn, indtil der blev råd til et rigtigt. Det er en af øens smukkeste kirker med et imponerende loft i mudejar-stil. Som modstykke ligger nabobyen La Matanza de Acentejo, der mindes et slag to år før, da guancherne vandt, og det gav tilnavnet Blodbadet. Det bliver mindet med kirken San Antonio, der sidste søndag i maj fejres med en forestilling, der viser slaget.
El Sauzal
Har man brug for et stop med god mad og endnu bedre vin, så prøv Vin- og Restaurant-Museet i det gamle palads, La Baranda, ti.-lø. 11-20. sø. til 18, tlf. 922 57 25 35. Her kan man ikke bare smage forskellige slags vin, men også se hvordan vinen bliver til. En afslappet gåtur til byens kirke og det smukke rådhus fuldender frokosten.
Bajamar
Første halvdel af vejen til feriestedet Bajamar kaldes Valle de Guerra (Krigens Dal) - efter de voldsomme kampe, der fandt sted her mellem guancherne og de spanske erobrere. På begge sider af vejen vokser der tætte bananplantager. Bajamar hører til Tenerifes ældste feriebyer, især besøgt af tyske turister. Her er en mikroskopisk badestrand, men ved havet er der anlagt swimmingpool med havvand. Langs den stejle klippekyst fører en vej til Punta del Hidalgo med klippeformationen Los dos Hermanos (De To Brødre). God til dykning.